Opskrifter til storkøkken • Tærter og lagkager
Påsketærte
ingredienser
Chokoladebund
- 85 g Dansukker Sukker
- 50 g smør
- 1 æg
- 45 g hvedemel
- 5 g vaniljesukker
- 6 g kakao
- 100 g mørk chokolade
Hindbærmousse
- 250 g hindbær
- 4 blade husblas
- 60 g Dansukker Flormelis
- 300 ml fløde
Hvid chokolademousse
- 100 g hvid chokolade
- 300 ml fløde
- 120 g kvark
Pynt
- 1 passionsfrugt
- slikæg
Fremgangsmåde
Chokoladebund
Sæt ovnen på 175 grader. Smør en springform, 19 cm i diameter. Smelt smørret, og pisk det luftigt sammen med sukkeret. Tilsæt ægget, og pisk yderligere. Bland hvedemel, vaniljesukker og kakao i en skål, og vend det i æggemassen. Hak chokoladen i mindre stykker, og smelt den over et vandbad. Hæld chokoladen i blandingen, og hæld derefter blandingen i formen. Bages midt i ovnen i 10-12 minutter. Lad bunden køle af.
Hindbærmousse
Læg husblassen i koldt vand i 5 minutter. Opvarm hindbærrene i en kasserolle i ca. 2 minutter, og sigt dem igennem en finmasket si. Lad den sigtede hindbærsaft koge op sammen med flormelis. Pres vandet ud af husblassen, og smelt den i den varme hindbærmasse. Stil blandingen til afkøling. Pisk fløden til luftigt skum, og vend lidt af den i hindbærblandingen, som røres jævn. Vend derefter resten af flødeskummet i blandingen. Rør, indtil moussen er jævn. Hæld moussen over chokoladekagen, og stil den i køleskabet i mindst 3 timer.
Hvid chokolademousse
Hak den hvide chokolade, og smelt den over vandbad. Pisk fløden til luftigt skum, og tilsæt kvark. Vend lidt af flødeblandingen i chokoladen, og rør blandingen jævn. Tilsæt resten af flødeblandingen. Smør chokolademoussen over den stivnede hindbærmousse, og stil tærten i fryseren i yderligere nogle timer.
Pynt
Tag tærten ud af fryseren 5 minutter inden servering, og sæt den på et fad. Skær passionsfrugten midt over, og tag frugtkødet ud. Tør skallen af, og læg nogle slikæg i. Sæt den midt på tærten.