Opskrifter til konditori Tærter og lagkager

Lilla lagkage – med solbær og luftig flødeostecreme

Lilla lagkage - med solbær og luftig flødeostecreme
8 personer

ingredienser

Lagkagebunde med solbær

  • 150 g solbær, friske eller frosne
  • 2 spsk vand
  • 40 g smør, smeltet
  • 200 g æg
  • 200 g Dansukker Bagesukker
  • ½ vaniljestang
  • 135 g mel
  • 1,5 tsk bagepulver

Solbærsyltetøj

  • 250 g solbær, frosne eller friske
  • 100 g vand
  • ½ tom vaniljestang (fra lagkagebundene)
  • 175 g Dansukker Syltesukker

Luftig flødeostecreme

  • 300 g flødeost
  • 100 g Dansukker Flormelis
  • ½ økologisk citron, skal heraf
  • 2 spsk citronsaft (30 g)
  • 150 g græsk yoghurt, 10%
  • 200 g piskefløde
  • ½ vaniljestang, korn heraf

Desuden

  • solbærblade og spiselige blomster
  • Udstyr: Kagering Ø 16 cm.

Fremgangsmåde

Lagkagebunde med solbær

Giv solbær og vand et opkog, blend bærrene til fin puré. Vej 110 g af til lagkagebundene og lad solbærpuréen køle ned.

Smelt imens smørret og lad det køle ned til stuetemperatur.

Pisk æg, sukker og vaniljekorn til meget lys og luftig æggesnaps. Tilsæt solbærpuréen.

Si mel og bagepulver sammen og vend det forsigtigt i æggesnapsen ad to omgange. Vend til sidst det smeltede smør i dejen, og undgå at slå for meget luft ud af dejen undervejs.

Smør dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir i en firkant på ca. 40 x 40 cm (du skal kunne udstikke 4 bunde Ø 16 cm heraf), og bag den i ca. 12-15 minutter, indtil den er let gylden og springer tilbage, når du trykker den forsigtigt ned.

Drys Bagesukker på et stykke bagepapir og læg den friskbagte lagkagebund på bagepapiret med bunden opad. Pil det oprindelige bagepapir af og udstik (eller skær) 4 runde lagkagebunde på Ø 16 cm. Lad bundene køle eller pak dem lufttæt ind, mens de er lune, og opbevar dem ved stuetemperatur i op til 2 dage.

Solbærsyltetøj

Bring solbær, vand og vaniljestang langsomt til kogepunktet i en gryde. Skru ned for varmen og tilsæt Dansukker Syltesukker. Lad det smelte i bærrene i et par minutter, bring så syltetøjet i kog og lad det simre forsigtigt i 3-4 minutter. Tag syltetøjet af varmen, fisk vaniljestangen op og lad det køle ned. Du skal bruge ca. 300 g færdig solbærsyltetøj til kagen.

Luftig flødeostecreme

Pisk flødeost, vaniljekorn, flormelis, citronskal og -saft sammen. Tilsæt yoghurt og pisk cremen homogen. Pisk fløden stiv og vend den forsigtigt i flødeostecremen ad to omgange. Brug cremen straks eller opbevar den lufttæt på køl i op til 1 døgn.

Samling

Placer den nederste lagkagebund på et serveringsfad, fordel ¼ af solbærsyltetøjet på bunden og derefter ¼ af den luftige flødeostecreme. Læg en ny lagkagebund på toppen og gentag med resten af lagene. Pynt kagen med solbærblade og spiselige blomster og servér.

Opskriften er lavet i samarbejde med magasinet Lækkerier.